
Velkommen til
Sankt Johanneslogen Tuta Vallis
Sankt Andreas instruktionslogen Buris

Er frimureriet noget for dig?
Det spørgsmål kan du kun selv svare på, men vi kan hjælpe dig.
Dels kan du se på www.ddfo.dk under fanen ’Om ordenen’, og dels kan du kontakte vores lokale loge, Tuta Vallis i Holstebro (se nederst).
Vi er meget stolte over vores lokale loge, Tuta Vallis, ’Den Trygge Dal’.
I dag er vi cirka 150 logebrødre fra Holstebro og oplandet omkring: Struer, Thyholm, Thyborøn, Lemvig, Vinderup, Bøvling, Ulfborg med mere.
Brødrene i Tuta Vallis mødes på lige vilkår, selvom vi er fra 33 til 95 år og kommer fra et bredt udsnit af samfundet.
Gennemsnitsalderen for de nyoptagne brødre i Tuta Vallis er 44 år, og vi optager årligt normalt 6 – 8 nye brødre i vores lokale loge.
Vi er fælles om at arbejde for vores værdier, som er: ’tavshed, forsigtighed, mådehold og barmhjertighed’.
Vi taler ikke blot om værdierne, men forsøger at efterleve dem. For eksempel er ’barmhjertighed’ ikke blot et ord, men noget vi gør. Vi gør det dog oftest meget diskret. Gennem logearbejdet opstår også bekendtskaber, og for mange bliver de til gode, livslange og nære venskaber med ligesindede.


Det kræver naturligvis nøje overvejelse, før man beslutter sig for at søge om optagelse i Den Danske Frimurerorden. Det er en beslutning for livet.
Vi inviterer i Tuta Vallis til orienteringsmøde for dig, eller en gruppe af mænd, som ønsker mere information om frimureriet, og her vil du kunne få svar på mange af dine spørgsmål. Til mødet er hustruer/partnere også velkomne. Vi er ikke en hemmelig orden, men vi har hemmeligheder, så du vil nok ikke få svar på alle dine spørgsmål. Det har vi en god grund til, og den skal vi nok fortælle dig.
Hver frimurerbroder har sit eget motiv for at være frimurer.
For mange frimurerbrødre er det dog vigtigt at søge ro, eftertænksomhed og mening, samt at søge et frirum fra den daglige, hektiske, overfladiske og materielle tilværelse. Mange søger til logen for at få indsigt i etik, dybere værdier og menneskelige relationer, som kan bidrage til den personlige udvikling.
Den Danske Frimurerorden er baseret på et kristent livssyn, og det er derfor et krav til en kommende frimurerbroder, at han er døbt i den kristne tro.
En logeaften i Tuta Vallis foregår normalt på en onsdag i logesæsonen fra 1. september til 15. april.
En logeaften varer fra klokken 19 til cirka 23. Først 2 timers ’logearbejde’ og derefter et måltid, hvor vi fokuserer på det sociale samvær.
Når du på hjemmesiden www.ddfo.dk klikker på ’Find vores loger’, klikker du på Holstebro og vælger ’Tuta Vallis’ i venstre side. – klik på ’Vis arbejdsplan’ og du se datoerne for vores informationsmøder, samt hvornår vi mødes i logens diskrete lokaler Nørregade 26 A ved bagindgangen til Hotel Schaumburg. Du er velkommen til at kontakte os for at få mere at vide, for at deltage i et informationsmøde, eller for at søge om optagelse i Den Danske Frimurerorden. Kontakt den Ordførende Mester i Tuta Vallis på om@tutavallis.dk
Med hjertelig og broderlig hilsen
Brødrene i Tuta Vallis, Holstebro






