Ordenens opbygning
Man anslår, at der findes mellem fem og seks millioner frimurere på verdensplan.
Mange andre landes loger arbejder efter systemer, som afviger fra det, vi bruger i Den Danske Frimurerorden, men de grundlæggende principper er de samme. Således er det kristne grundsyn et fundament hos Den Danske Frimurerorden, mens det i andre storloger i verden forudsættes, at man tror på “et højere væsen”.


Selv om medlemmerne af Den Danske Frimurerorden er lige og kaldes brødre, er Ordenen hierarkisk opbygget. Den Danske Frimurerorden har et gradssystem med ti grader, hvor medlemmerne skridt for skridt gennemgår en udviklingsproces. Denne gradsopdelte tilegnelse af ordenslæren er en del af den pædagogiske proces, der har til formål at berige medlemmernes personlige udvikling
Den Danske Frimurerorden ledes af Ordenens Stormester, som bistås af det rådgivende organ Det Højeste Råd. Rådet består af Den Danske Frimurerordens ni højeste embedsmænd, de to højeste gejstlige og to provinsialmestre. Administrationen er inddelt i direktorier. Den Danske Frimurerorden har “regulariseret” og anerkendt frimurerorganisationerne Det Danske Frimurerlaug og Johanneslogeforbundet. Stormesteren for Den Danske Frimurerorden er således også stormester for Det Danske Frimurerlaug og Johanneslogeforbundet.
Med en begrebsverden hentet fra byggeriet grupperer man graderne i forskellige skifter. Hvert skifte kan indeholde flere grader.
Hver grad har sin særlige gradsbeklædning – skødskind, skråbånd, halsbånd og andre prydelser.
I toppen af pyramiden finder vi Ordenens Stormester.
Den ellevte grad udgøres af Riddere & Kommandører med det Røde Kors.
Tredje skifte udgøres af Kapitlet, som dækker syvende, ottende, niende og tiende grad.
Andet skifte udgøres af Sankt Andreaslogen. Den indeholder fjerde, femte og sjette grad.
Første skifte udgøres af Sankt Johanneslogen. Den indeholder første, anden og tredje grad.