Ordenens opbygning

Man anslår, at der findes mellem fem og seks millioner frimurere på verdensplan.

Der findes ingen international frimurerisk paraplyorganisation. Frimureriet er nationalt organiseret og består af helt selvstændige organisationer.
Den Danske Frimurerorden er den eneste danske logeorganisation, der er anerkendt direkte af verdens ældste storloger.
Den Danske Frimurerorden er således en del af det verdensomspændende frimureri og den eneste logeorganisation i Danmark, der er tildelt den højeste internationale anerkendelse inden for frimureri.
Den Danske Frimurerorden opretholder venskabelige forbindelser med en række landes loger. Det udmønter sig blandt andet i fælles besøgsret, så brødre på tværs af sprog, kultur og andre grænser kan møde hinanden i et frimurerisk fællesskab.

Mange andre landes loger arbejder efter systemer, som afviger fra det, vi bruger i Den Danske Frimurerorden, men de grundlæggende principper er de samme. Således er det kristne grundsyn et fundament hos Den Danske Frimurerorden, mens det i andre storloger i verden forudsættes, at man tror på “et højere væsen”.

Selv om medlemmerne af Den Danske Frimurerorden er lige og kaldes brødre, er Ordenen hierarkisk opbygget. Den Danske Frimurerorden har et gradssystem med ti grader, hvor medlemmerne skridt for skridt gennemgår en udviklingsproces. Denne gradsopdelte tilegnelse af ordenslæren er en del af den pædagogiske proces, der har til formål at berige medlemmernes personlige udvikling

Den Danske Frimurerorden ledes af Ordenens Stormester, som bistås af det rådgivende organ Det Højeste Råd. Rådet består af Den Danske Frimurerordens ni højeste embedsmænd, de to højeste gejstlige og to provinsialmestre. Administrationen er inddelt i direktorier. Den Danske Frimurerorden har “regulariseret” og anerkendt frimurerorganisationerne Det Danske Frimurerlaug og Johanneslogeforbundet. Stormesteren for Den Danske Frimurerorden er således også stormester for Det Danske Frimurerlaug og Johanneslogeforbundet.

Med en begrebsverden hentet fra byggeriet grupperer man graderne i forskellige skifter. Hvert skifte kan indeholde flere grader.

Hver grad har sin særlige gradsbeklædning – skødskind, skråbånd, halsbånd og andre prydelser.

I toppen af pyramiden finder vi Ordenens Stormester.

Den ellevte grad udgøres af Riddere & Kommandører med det Røde Kors.

Tredje skifte udgøres af Kapitlet, som dækker syvende, ottende, niende og tiende grad.

Andet skifte udgøres af Sankt Andreaslogen. Den indeholder fjerde, femte og sjette grad.

Første skifte udgøres af Sankt Johanneslogen. Den indeholder første, anden og tredje grad.